FREJA ROSE

-Autoriseret psykolog

FREJA ROSE

-Autoriseret psykolog

Home  >> Forløb

Forløb

Hvorfor gå i terapi?

Mange af dem, der vælger at indgå i et teraputisk forløb hos mig, har i længere tid tænkt over og mærket, at der er ting i deres liv, de gerne vil have hjælp til at få styr på eller ændret – ofte noget, som svære tanker og følelser spænder ben for kan lykkes. Måske har man i længere tid følt sig trist, angst eller stresset, og man mærker, at nu er tiden inde til at arbejde i dybden med problematikkerne, så livet kan komme til at være mere i overensstemmelse med det, som man ønsker at få ud af det. Andre af mine klienter kommer til mig for at få hjælp efter at have oplevet tab eller andre kritiske begivenheder, som kan medføre sorg og følelsen af, at man har det væsentligt anderledes end man plejer og nu er mere sårbar. Nogle kommer, fordi de lever under konstant stressende livsomstændigheder som fx psykisk vold eller et stressende arbejde. I sådanne situationer kan terapien være en hjælp i forhold til at tage nogle nødvendige beslutninger for bedst at kunne passe på sig selv, og dernæst stå ved disse beslutninger.

Andre igen kommer, fordi de har eksistentielle spørgsmål til livet og tilværelsen, og de ønsker at få hjælp til at komme i den rigtige retning og få mere indsigt om, hvordan de bedst trives i deres liv. Noget jeg oplever hos de fleste af mine klienter er bekymringer om enten fortiden eller fremtiden, tankemylder og søvnproblemer. Man kan være meget plaget af svære følelser og tanker, og et af formålene med terapien vil ofte være at mindske den negative effekt, som tankerne kan have, samt at kunne forstå følelserne bedre og dermed finde frem til den bedste måde at tage dem alvorligt på.
Mange mennesker er plaget af en indre kritiker, som konstant spænder ben for, at man rigtigt kan nyde livet eller være afslappet til stede i det, man laver, og her vil analyse af denne tendens til selvkritik ofte være en del af terapien, og vi vil arbejde på, at du får et mere venligt syn på dig selv.

I et terapeutisk forløb hos mig bliver det muligt for dig at bearbejde det, der er svært, og at få vendt dine sårbarheder til styrke. Det kræver mod og kræfter at indgå i et terapeutisk forløb, fordi det også kan være smertefuldt at se på det, der er svært. Arbejdet lønner sig heldigvis på den anden side, hvor de fleste vil opleve, at de står stærkere og i højere grad end før er i stand til at leve i overensstemmelse med deres værdier, mål og ønsker for livet.

Hvordan hjælper jeg dig?

Uanset problemstillingen hjælper jeg dig fra der, hvor du er, og i forhold til, hvad du ønsker at få ud af terapien. Jeg har ikke nogen færdige løsninger, men derimod anser jeg terapien som en proces, hvor åbenhed over for det, der måtte dukke op undervejs, er vigtigt at give plads til. Via min analytiske erfaring kan jeg guide dig gennem din terapeutiske proces, og ved hjælp af forskellige metoder bidrage til større indsigt og dermed flere handlemuligheder i dit liv. Det er derfor dig, der som klient er eksperten på dit eget liv, og ved hjælp af min psykologfaglige viden, bliver det muligt sammen at finde en vej, hvor jeg er der til at støtte dig gennem din proces.

Hos mig vil du blive mødt med nærvær og i et trygt rum, hvor der er plads til at udforske dine psykologiske problemstillinger på en givende måde.
En terapeutisk proces indebærer oftest at vi sammen finder frem til nogle mål, og så pågår der blandt andet et arbejde med at afdække, hvilke strategier, du har brugt indtil nu, og hvilke af dem, der er brug for at ændre på for at få ændret på væsentlige aspekter af dit liv om nødvendigt. Gennem indsigt og analyse af det, der er brug for at se anderledes på eller ændre, bliver det muligt at videreføre nogle af de forandringer, man kommer frem til i terapien, til livet uden for terapirummet.

Man kan således beskrive et teraputisk forløb som en indre rejse, hvor man får dybere indsigt i sin egen måde at fungere på, især hvad angår tanker, følelser og handlemåder, men også i forhold til afklaring af egne værdier og evnen til at sætte grænser. Ofte vil et forløb også indebære, at man får en højere grad af selvaccept og øget selvværd. Dette følger med de nye indsigter, man gør sig i det terapeutiske rum, hvor man bliver støttet i at se tingene fra nye perspektiver. Sammen med den følelsesmæssige støtte, jeg som psykolog kan yde dig, vil det også være muligt at bearbejde svære oplevelser og evt traumer, hvilket skaber grobund for at kunne leve det liv, du ønsker, uden at være tynget af fx tunge tanker om fortiden eller bekymringer for fremtiden.

For at skabe blivende forandring må man også øve sig, og der vil somme tider være ting, som vi fra gang til gang aftaler, at du skal øve dig på eller træne til næste gang. Kunsten er at få de indre forandringer skabt gennem terapien ført ud i livet, og at du kan blive den bedste version af dig i overensstemmelse med dine værdier.

Kontakt

Ring

30313318

CVR

34654271

Skriv

kontakt@psykolog-frejarose.dk

Find klinikken

Over Bølgen 2A, 1.sal, 2670 Greve